Bygget hos Pedershaab, Brønderslev, i 1932. Typen, som popuIært kaldes et "klædeskab" p.g.a. det særprægede udseende, blev oprindeligt udviklet af det tyske firma Breuer. Fra begyndelsen af 1920'erne og indtil produktionen blev indstillet ca. 30 år senere, blev der fremstillet omkring 1000 "klædeskabe" i forskellige udgaver og nogle på licens på udenlandske fabrikker. Pedershaab fik licens i 1931 til at bygge traktorer af type IV. Pedershaab videreudviklede typen bl.a. med et forbedret og lukket førerhus. De første typer var meget primitive med åbne platforme i stedet for egentlige førerhuse. Pedershaab anvendte dog 70 HK benzinmotorer fra Breuer. Disse er senere blevet udskiftet med dieselmotorer. Traktor 49 er en del af en leverance på 10 til DSB. I perioden 1932-69 kørte den som DSB traktor nr. 49, hovedsageligt på forskellige stationer i Jylland. I 1949 var traktoren udlejet til SFJ, så måske den har rangeret i Faaborg. Ved levering var "klædeskabene" malet sorte som DSBs damprangerlokomotiver, men ved fremkomsten af Ardelt traktorer sidst i 1950'erne blev "klædeskabene" grønne som andre traktorer. Fra 1969-82 kørte den hos Blumøller i Odense. I 1982 overtog KLK den, og siden hen kom den til SFvJ i Faaborg i forbindelse med veteranbanens opstart. I dag er den hensat i den gamle rundremise i Faaborg.
(Kilde: Ole Nørregaard Pedersen: Artikel i Årsskrift 2000 fra Jernbanemuseets Venner)
19-01-05