Lukket godsvogn SFJ Qb 415

Bygget hos Scandia i 1912. Vognen er en typisk lukket godsvogn fra begyndelsen af det 20'ende århundrede. "b" i Qb indikerer, at vognen kunne laste 10.000 kg. I forbindelse med at hele vognmateriellet hos SFJ fik nye numre i 1913, ændrede man denne vogns nummer fra 652 til 415. "0" og "5" i slutningen af vognnumre viser, at den pågældende vogn var forsynet med skruebremse. Qb 415 har derfor bemsekupé. Indtil 1914 anvendtes forskellige farver til SFJs godsvogne, men fra dette år blev alle godsvogne malet birkegrå.

Da SFJ blev overtaget af DSB, kørte Qb 415 en kort tid med DSB litra, inden den blev solgt til HJJ. Herfra kom den til FFJ, hvor den kørte indtil 1975. Dette år købte Lars Viinholt-Nielsen vognen og stillede den til rådighed for KLK. Da SFvJ blev grundlagt i 1988, kom vognen til Faaborg, hvor den siden har stået i remisen. Der er ikke aktuelle planer om at sætte vognen i drift.

(Kilde: Lars Viinholt-Nielsen: Sydfyenske Jernbaners materiel. Lars Viinholt-Nielsen: Svendborgbanen i 125 år)

19-01-05